Tilbage til forsiden
Om hjemmesiden
Sponsorer
Kontakt os
 
Chat
Brevkasse
Mødestedet
Film og bøger
Spørgsmål og svar
Leksikon
Gode Historier
Links
Test dig selv
lementer - Gå til brevkassens forside
Brevkasse - min bror Benjamin

Jeg er en pige på 17 år med en lille bror på 16, som
er infantil autist. (Benjamin)
                    
Jeg synes Benjamin er en svær én af slagsen. Det er virkelig hårdt at have ham som lillebror. Jeg har været til søskendekurser før, og jeg er rigtig misundelig på de andre søskende, det lyder bare så nemt at have deres brødre. Det ved jeg ikke noget om, men Benjamin er bare så svær, og jeg kan ikke forklare hvad det er, der gør ham så svær.
                    
Jeg kan ikke have venner med hjem uden at han skal
begynde at skabe sig, og jeg kan ikke være alene med ham. Han
respekterer mig ikke!
                    
Jeg er altid ked af det og jeg græder rigtig tit pga.
ham. Mine forældre gør stortset ikke noget ved det, de fortæller ham hver gang hvordan han egentlig skal opføre sig. Det hjælper ikke. Jeg har brug for omsorg!
                    
Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Hvad skal jeg gøre for at han kan respektere mig? Hvad skal jeg gøre for ikke altid at være ked af det, så jeg ikke græder hele tiden?
                   
Mine forældre skal indblandes, det er et krav.
                    
                   Kh Rebecca.
lementer - Spørgsmål
Kære Rebecca

Det lyder ikke sjovt at være dig!

Jeg er helt enig med dig i, at der skal gøres noget, OG at dine forældre skal inddrages - for ja, det er et krav, du godt kan stille.

Som jeg har skrevet til flere andre her i brevkassen, så er det at have et autistisk barn krævende på godt og ondt. Det betyder, at man som forældre pr. automatik kommer til at bruge mere tid på ens autistiske bror eller søster, og at man som forældre ofte kommer i tvivl, om man nu gør det godt nok og på den rigtige måde.

Det betyder desværre også, at søskende ufrivilligt kan blive klemt, når den autistiske bror/søster opfører sig uhensigtsmæssigt, fordi ens forældre bliver i tvivl om, hvordan de skal takle adfærden.

Jeg synes, det er vigtigt, at I får hjælp (allesammen), for det er ikke meningen, at du skal gå og være ulykkelig og føle dig svigtet af dine forældre i denne her sammenhæng. Jeg tror, at den hjælp I behøver skal komme udefra - altså fra en rådgiver!

En rådgiver kan bevilliges fra ens kommune, og er en fagperson udefra, der kommer hjem til én, og som sammen med familien forsøger at løse de konkrete problemer, der måtte være. Ens forældre skal altså kontakte deres sagsbehandler for at få en rådgiver tildelt.  

Måske tænker du nu, at sådan én har I allerede, og at det stadig ikke hjælper. Men jeg tror det er vigtigt, at dine ønsker om hjælp kommer øverst på rådgiverens liste, og det er jeg ikke sikker på, at den er lige nu. Altså må du prøve at banke i bordet derhjemme, evt. vise dem dette brev, eller ansigt til ansigt insistere på, at DU har brug for hjælp, og at du har brug for den nu!

Det vigtige er, at du ærligt får fortalt, hvordan du har det både overfor dine forældre men også overfor den rådgiver, der skal hjælpe jer. Dette fordi, at dine problemer skal stå øverst på rådgiverens liste og ikke som en fodnote nede i venstre hjørne.

Jeg håber, at det kan hjælpe dig lidt - hvis ikke må du skrive igen!!

Kh. Therese

lementer - Svar