Tilbage til forsiden
Om hjemmesiden
Sponsorer
Kontakt os
 
Chat
Brevkasse
Mødestedet
Film og bøger
Spørgsmål og svar
Leksikon
Gode Historier
Links
Test dig selv
Når ens autistiske bror eller søster slår...
Interview med psykolog og tidl. centerleder, Demetrious Haracopos
Mange søskende har prøvet at deres bror eller søster med autisme har slået dem. Nogle oplever det ofte – det er blevet en del af hverdagen, mens andre kun i sjældne tilfælde mærker noget til det. Måske er det et problem du kender?

Spørgsmålet er, hvad kan man gøre ved det? Skal man slå igen? Skal man sige det til sin mor og far eller få en lås på sin dør?

Vi har talt med psykolog og centerleder på Center for Autisme Demetrious Haracopos om problemet. Læs hvad han har at fortælle. Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, kan du altid skrive ind. Måske har du fundet en god metode til at undgå at din autistiske bror eller søster slår, der kan hjælpe andre i samme situation…   
Jeg vil høre, om du ikke kunne fortælle lidt om, hvad det er der gør, at der er så mange børn med autisme, som kan virke aggressive og som også hurtigere slår end mange andre børn gør?

For det første kan man sige, at det er typisk for flertallet af børn med autisme - specielt dem der fungerer dårligt  - at de har adfærdsproblemer. Adfærdsproblemerne kan være, at de slår sig selv, eller at de er aggressive og slår andre.

Det er vigtigt at understrege, at de ofte ikke gør det med vilje!

De siger altså ikke til sig selv: ”nu vil jeg slå min bror, nu vil jeg slå min søster” eller ”nu vil jeg slå en anden person”. Som udgangspunkt er de ikke beregnende og de planlægger ikke på forhånd, at de vil gøre andre ondt.

Ved de svagere fungerende personer med autisme vil det ofte skyldes, at de enten føler sig misforstået, eller at de føler, at den anden person er urimelig over for dem. De tænker måske, ”jeg føler, at de stiller urimelige krav overfor mig” eller ”jeg føler, at den person jeg er sammen med er forstyrrende for min hverdag”.

Så der skal så lidt til at vælte dem omkuld. Det er fordi autistiske børn generelt har fantastisk svært ved at overskue dagligdagen. De har svært ved at forstå sammenhængene i det der sker. Det kan i sig selv være rigeligt årsag til, at det autistiske barn er aggressivt og voldelig overfor andre.

Når det drejer sig om de velfungerende børn med autisme og Aspergers syndrom, så tror jeg, at de er lidt mere klar over, hvad de gør.

Ofte tager mange det for givet, at en almindelig person med autisme eller Aspergers syndrom bør kunne forstå, hvad der er tilladt og hvad er ikke tilladt. Det gør de på en eller anden måde også. Alligevel kan de pludseligt føle sig presset og frustreret og forvirret. I de situationer kan de blive aggressive overfor andre.

Jeg tror dog, at hvis man tog 100 børn med autisme, så ville 70 – 80 % af tilfældene være øremærkende den svagere fungerende gruppe. Dels pga. deres funktionsniveau (hvad de kan klare), dels pga. deres forståelsesniveau som er yderst begrænset, meget omkring kommunikationsproblemer – de kan ikke forstå og blive forstået, og dels fordi det er svært for dem at overskue dagligdagen på en rimelig måde.

Tror du, at børn med autisme slår, fordi de gerne vil have at, det skal gøre ondt på deres søskende?

Nej, det tror jeg ikke, men jeg kan ikke udelukke det.

Det er vigtigt at pointere overfor søskende, at det er sjældent tilsigtet, når deres autistiske bror eller søster slår. Samtidig synes jeg det er vigtigt, at hjælpe søskende til at forstå, hvad der kunne være årsagen til, at deres bror eller søster farer op på den måde og pludselig er aggressive.

Jeg tror faktisk, at selv for de 7-8 årige søskende vil det være muligt at få dem til at beskrive situationer, hvor de har været udsat for at blive slået. Man kan spørge dem, ”hvad tror du?”, ”hvorfor tror du, han gjorde det?” Hvis søskende ikke selv kommer med et bud, kan man som forældre komme med et bud: ”kunne det skyldes, at han måske blev forvirret?” eller hvad det nu kan dreje sig om.

Så jeg synes det er vigtigt, altid at inddrage søskende og give dem en større indsigt i deres autistiske søskendes pudsige, mærkelige adfærdsmønster, specielt når de er aggressive og slår. Det, tror jeg, er en hjælp.

Hvad skal man gøre, hvis man er bror eller søster, og man bliver slået på?

Punkt 1 er at snakke om det. Jeg synes, at det er vigtigt at tale om det enten i familien eller blandt venner. Hvis det er for svært kan man også tale med en psykolog. Det er vigtigt at have et sted, hvor det er tilladt at tale om sin vrede og det, der gør én ked af det. Det skal være tilladt nogle gange at sige, ”jeg hader min autistiske bror” eller ”jeg er irriteret på min autistiske søster”. Det er et meget vigtigt at have et sted, hvor man kan tale om sine følelser og det, der er svært.

Punkt 2 er at støtte og hjælpe søskende, så de får nogle strategier eller metoder til, hvordan de skal håndtere det, når deres autistiske bror eller søster slår.

De skal altså finde en måde, så de forhåbentligt undgår, at deres autistiske bror/søster bliver vred eller frustreret og slår. Jeg tror at i det øjeblik, hvor søskende mærker, at deres autistiske bror/søster er oppe køre, så skal de måske trække sig tilbage og ikke være konfronterende overfor ham/hende. Altså, når I oplever, at jeres autistiske bror eller søster er ved at farer op, er det bedste man kan gøre at trække et par skridt tilbage.

Hvis det er sket, så er det vigtigt at man også diskuterer det igennem. Man skal næsten skrive episoden ned. Så kommer det til at sidde på rygraden, hvad jeg skal gøre for at undgå at min autistiske bror/søster slår mig igen i en lignede situation. Altså, Hvad kan jeg gøre, når jeg mærker, at han er ved at farer op.

Og endelig, hvad skal jeg gøre, hvis han så slår mig. Skal jeg sige, at det vil jeg ikke have eller skal jeg gå min vej. Det vil være forskelligt for barn til barn. Under alle omstændigheder vil det være vigtigt, at man prøver at planlægge det af hensyn til den raske søskende, ”hvordan jeg skal forholde mig til min bror/søster omkring de her adfærdsproblemer og at han/hun slår”.


Skal man gøre det alene eller skal man få hjælp fra sin mor og far?

Jeg tror i højeste grad, at man skal have hjælp fra andre. Helt klart! Jeg synes det er et stort ansvar at pådutte søskende, at de skal klare det selv. Så hjælp fra mor og far og hvis de synes det er vanskeligt, så skal de have hjælp fra nogle professionelle. Så de er klædt på til at klare disse situationer.

For hvis det sker hyppigt, så er det belastende for hele familien og de kan være med til at ødelægge forholdet søskende imellem. Ideen er, hvordan minimerer vi disse adfærdsproblemer, så vi øger sandsynligheden for at søskende – den raske og den autistiske bror eller søster – kan have det godt sammen.

Nogle søskende får lås på deres dør for at kunne være i fred, hvad synes du om det?

Jeg tror, at hvis man griber ind på et tidligt tidspunkt, bør man kunne mindske sandsynligheden for, at søskende er nødt til at have en lås. Men hvis det er meget tilspidset, og det er noget som sker tit, så vil jeg gerne acceptere at indføre en lås på døren. Jeg tror nu, at mange af de her ting kan undgås, hvis man tager højde for ting, jeg har været inde på før. Men som sådan, hvis det er slemt, så synes jeg det er nødvendigt.

Nu har vi talt om hvad søskende kan gøre, men jeg synes det er lige så vigtigt at finde ud af, hvad det autistiske barn kan gøre for at styre sine aggressioner og voldelige adfærd.

Ofte når jeg har kurser omkring autisme og adfærdsproblemer, og vi taler om problemer mellem søskende, så siger jeg ”vi er nødt til at have strategier på begge fronter”. ”Hvordan kan vi hjælpe det autistiske barn til at være mindre aggressiv?” og ”Hvordan kan vi hjælpe søskende til at forholde sig til den aggressive adfærd?”

Man kan spørge sig selv, om det er søskende, der skal gå ind og have den opdragende funktion overfor det autistiske barn? Hvis det kan lade sig gøre, fint nok, men det er vigtigt at sætte ind på begge fronter over for det autistiske barn og overfor søskende – altså en dobbeltstrategi.