Jeg har en 18 årig bror med Asperger. Selv er jeg 21 år. Jeg er ked af vi ikke har noget rigtigt forhold, og misunder andre som har en bror de er tæt med. Ville ønske vi kunne hygge og snakke som normale søskende-par. Uden det hele skal forgå som et forhør eller uden øjnkontakt. Jeg har også virkelig svært ved at acceptere den manglende empati, som ofte ses hos asperkere. Men det der gør mest ondt, det er den ensomhed jeg tror han går rundt og føler. Flere gange har jeg grædt ved tanken om at have en hverdag som hans.. Ensomhed er værrere end noget andet næsten, og det er svært at snakke om uden at få tårer i øjnene. Er der virkelig nogle mennesker som trives bedst alene?

det er også svært som søster, at skulle se på og lægge øre til hvordan han til tider kan behandle min mor. Jeg føler ofte en vrede over al den vægt han lægger på hendes skuldre, ubevidst. Det er ikke hans skyld, det ved jeg, men det er en meget meget tung energi at skulle være i nærheden af.

Nogle gange orker jeg ikke at høre om det. Eller ham. Eller syndromet. Jeg orker det ikke!?

der er også en anden ting som jeg tænker meget over! Hvad sker der den dag jeg bliver gravid, og måske får en dreng - som I måske ved, er kun 1 ud af 10 aspgerere en pige - får han det så?

I mit tilfælde tror jeg, da både min far og to onkler i familien har dét eller noget lignende.

Gadvide om man kan have procentdele/mild asperger syndrom? Og er det overhovedet noget der kan bevises/ses?

Beklager mit rodede indlæg, jeg skrev bare mine tanker og frustrationer ned, da jeg har manglet et forum som dette længe.